Tirsdag ankom malerne, og de har nu spartlet lofter og vægge, så de er klar til opsætning af filt i den kommende uge. Der er godt nok brugt mange spande spartelmasse og væggene står helt glatte og flotte. Alle loftsamlingerne har fået væv og er også spartlet ud. Ifølge planen er de færdige fredag i næste uge.
Martin, flisemureren har sat border i brusekabinen på badeværelset og har fuget, så nu er flisearbejdet så godt som færdigt. Vi er lidt uenige om flisesoklen i bryggerset. Kontrakten siger flisesokler i begge bad og bryggers, men Martin mener kun det skal være der, hvor der ikke er skabe. Og det er jo noget rod. Hvis gulvet bliver vådt, bliver det også vådt i skabene, så vi skal ha' sokke. Men det må vi ta' med vores byggeleder.
Murerne er næsten færdige med de sidste to gavle og mangler kun sten på facaden ud til vejen og så skal de filse gesimserne hvide. Ja, og så skal de filse sokkelstenene inden de forlader pladsen.
Mandagen før påske er det planlagt, at tømrerne skal sætte tagrender op og montere køkkenet og lægge trægulvene. Det når de ikke inden påske, men de fortsætter vel igen efter påske.
Nu er de på rette spor og det skal nok blive fint. Sådan skal gesimsen se ud! Det er forøvrigt rigtig flinke folk, og de rydder pænt op efter sig - det er en fornøjelse.
Tømrerne har været forbi , og de har sat emhætteudtrækket der, hvor det skal være. Så langt, så godt. De skulle også udskifte 2 vinduesrammer, som er blevet skadet. Rationel har bare sendt en forkert ramme - uden midtersprods, så gad vide, om vi nu skal vente 8 uger til på en ny ramme?

